Av Daniel Nilsen

(Fra Det Gode Budskap nr. 19 – 1928)

Da jeg fornylig hørte dette kor synge: Mit alt er paa Dit alter, jeg venter paa Din ild osv., begyndte det at røre sig nogen tanker i mit indre angaaende dette, som jeg ikke før har stanset for.

Tanken og talen om at lægge alt paa alteret, er naturligvis fra den gamle pakt. Da der jo som vi vet er en overflod av opfordringer paa de forskjellige altere i det G. T.  Men saa maa spørsmaalet bli: Med hvad ret er det, at man taler om alter i det Nye Testamente? Vi  finder jo at alterne benyttes at ofre paa. Første gang alter omtales i bibelen er i 1. Moseb. 8, 20, hvor der staar at Noa bygget Gud et alter, og han tok av det rene kvæg og av alle rene fugle og ofret brændoffer paa alteret. Anden gang er 1. Moseb. 12, 7, hvor Abraham bygget Gud et alter; og siden finder vi altere og ofringer overalt. Naar Moses paa Guds befaling og efter Guds beskrivelse, skal reise tabernaklet, bygger han to altere: Nemlig brændofferalteret (2. Moseb. 27,1) og røkofferalteret, (2. Moseb 30, 1). Brændofferalteret, var at brænde visse dele av det som frembæres  til syndoffer paa. Se 2. Moseb. 29, 13 -14. Av syndofferoksen skulde til eks. fettet som dækket indvoldene, den store leverlap, og begge nyrene med deres fedt. Det skulde brændes paa det alter.  Paa røkofferalteret skulde den røkelse ofres, som Gud gir Moses befaling at tilberede i 2. Moseb. 30, 35-38. Men alt dette var jo forbilleder og skygger som skulde bli borte. Hebr. 10, 1 og 8, 13.

Det vilde imidlertid føre utenom det, som jeg har trang til at si, at gaa ind paa alt det som dette indbefatter.
Men det som for os maa være av betydning at ha klart, er dette:  Er det i den nye pakts aand, efter det Nye Testamentes lære, at tale om at ofre sig helt, eller i det hele tat at ofre noget paa Guds alter?  Vi maa da først søke at finde ut, om der i det N. T. og særlig i brevene, tales noget derom. (Da brevene i særdeleshet maa være det avgjørende at rette sig efter, for os i den nye pakt.)  Men som enhver vet, der leser sin bibel, vil der ikke kunne henvises til et eneste sted, hverken i Paulus’ brever, Peters eller nogen av de andre. Som gir henstilling til hverken de troende eller vantro, om at legge seg paa alteret og vente paa Guds ild. Nogen vil muligens anføre Rom. 12, 1 og følgende. Men der staar jo ikke en stavelse om at lægge sig paa alteret eller vente paa ild. Hvad der staar er, at fremstille vore legemer, som et levende, hellig og Gud behagelig offer, hvilket kaldes vor aandelige Guds tjeneste. Saa det er fremmed for den nye pakt, at tale om at lægge alt paa alteret.  Nogen vil kanske henvise til Jesu ord i Math. 5, 23-24. Men vi maa huske paa, at paa den tid var ofringerne paa de virkelige alter ikke opført (ophørt?), Derav kommer sikkert Jesu ord om den sak

Men hvad menes der nu egentlig med dette, som det ofte sies: at legge alt paa alteret. Vet man egentlig selv, hvad det er der menes?  Jeg har nok hørt uttalelser som disse, jeg la det og det paa alteret. Ja, jeg har stundom hørt si: Jeg la tobakken paa alteret. Men slikt meningsløst prat hører ikke sammen med ordet. Thi selv om altere og ofringer den dag idag gjaldt, saa maa vi huske paa, at det var ikke det urene og stygge som skulde bringes dit. Gud vilde i den gamle pakt intet urent ha der.

Eller er det kanske selvet som skal lægges der?  Muligens det menes det. Men isaafald det menes det, er det en anden vei ned (end?) Gud har lagt. Thi skriften sier at vi vet at vort gamle menneske blev korsfæstet med Ham (Jesus) engang for alle. Men det er vel gjerne saa: at man istedenfor at gaa ind i det som Gud har gjort, gaar omveie for at beholde sit liv. Fienden vet nok, at dersom han faar lede folk andre veie, end at erkjende og gaa ind i Jesu død og regne med det, som en virkelighet. Da kan de endnu beholde det elendige selv en stund. Endskjønt de saa rørende og vakkert kan vidne om, at ofre sig helt paa Guds alter, og en fuld overgivelse osv.  Men det er kun at formørke Guds raad i uforstand. Job. 38, 2. Thi Gud begjærer hverken alter eller offer. Da Jesus med et offer, for altid har gjort dem fuldkommen som blir helliget. Hebr. 10, 14.

Nogen sier muligens: Nei, det er ikke selvet, det gamle, som skal paa alteret, det er Isak, forgjættelsens søn, for det var ham Abraham maatte ofre. Men mon det ikke er en fri og ubibelsk tolkning av Isaks ofring?  Er ikke Abrahams ofring av Isak et billede paa at Gud hengav Sin Søn for os?  Jesus var nok det store høitidsoffer, som bundet av kjærlighetens rep hengav Sig indtil blodet fløt. Salm. 118, 27.

Det virker saa ukjendt for den nye pakt, al denne tale om nye indvielser til Gud, at der maa komme endog for dem, som endnu ikke har fuldstændig overgit sig til Gud, da det maa ske, om forholdet skal bli klart, det er givet. Men det kan man saavidt, vi ser i ordet, gjøre en gang for alle, og bli i det. Selvfølgelig vet vi at det gaar an for hvemsomhelst, at ta sig igjen og paa den maaten træde ut av den rette stilling. Men det er jo ikke det maal ordet stiller for nogen. Derimot taler bibelen stadig om et forhold, som blir bedre og bedre i samfund med Gud. Men at der fra aar til aar, fra de sammeme mennesker skal lyde, at de maa ofre sig paany og hengi sig paany, maa jo bevise, at de har tat sig igjen.  Og den gamle pakts stilling var saadan, se Hebr. 10, 11.  Men den gamle pakt er ophørt for snart 2000 aar siden, og Gud har ført os ind i noget nyt, som for evig er fuldkomment og avsluttet fra Hans side. Og vi glæder os over, at Han, som har begyndt en god gjerning i os vil fuldføre den. Filip. 1, 6.  Har da nogen ved vantro traadt ut av stillingen; for det er ved tro vi står, Rom 11, 20; saa gjør ingen forsøk, med at lægge noget paa alteret, det fører ikke frem; thi Gud har ikke forandret det. Gaa da i Jesu navn ind i dette: Korsfæstet med Ham.  Det er veien. Johs 14, 6.  Og er vi døde med Ham, da tror vi at vi ogsaa skal leve med Ham. 2. Thim. 2, 11.  Kristus lever i mig. Gal. 2, 20

Det var den vei Paulus kjendte, og nu viser han dig og mig den, betræder vi den, slipper vi at ofre og vente paa ild osv., og kanske holde paa med det aar efter aar, uten at opleve hvad vi egentlig ventet, Gud være evig lovet: at ett offer er for evig frembaaret idet Jesus frembar Sig Selv. Hebr. 9, 14.  Det er Gud tilfreds med. Og naar vi gaar ind i det og blir der, vil ogsaa vi bli tilfreds, ikke med os selv, men:  med Jesus.

Thi det er liv som aldrig haapet sætter til mandens kraft og hestens rappe ben. Men dog blev sjælen mæt av fete retter, thi honning fløt av bjergets haarde sten. Scib. 501.

Herrens lov er fuldkommen, den vederkvæger sjælen. Herrens vidnesbyrd er trofast, det gjør den enfoldige vis. Salm. 19, 8.

Eder av Hans ord vederkvægede bror,  Daniel Nilsen.