Dette er et utdrag av et referat i Det Gode Budskap nr. 2 – 1928 fra De frie venners konferanse i Bergen i oktober 1927, signert M. K. Kleppe. Lørdag formiddag var emnet: «Kvinders stilling som predikanter og lærere». Her følger referatet fra denne samlingen:

D. 22/10. form. kom brødrene sammen og samtalte om «Kvinders stilling som predikanter og lærere».

Br. Nordquelle indledet. 1. Kor. (11?) 24-35 samt 1.Tim. 2, 8 flg. –  blev læst først. –  «At kvinden optrær som lærer er imot både bibelen og naturens orden». –  Men kvinden har lov til å profetere. Se om Fillips fire døtre:
Ap. gj. 21, 8-9.

Samtalen var interessant og flere gode indlæg kom frem. Deriblandt et meget grundig ved br. Nævdal.

Brødrene blev enig om (at «søstre som utviser et tjenende sindelag har rett til å reise og vitne – og således leve av evangeliet». Da br. Nævdals saklige utredning kommer neste nummer, henviser vi dertil.

****

Her følger den foran nevnte utredning ved br. Nævdal som sto på trykk i Det Gode Budskap nr. 3  –  1928: 

 Kvindens stilling i hjemmet og menigheten.

Av D. Nævdal

Det er nok saa, at dette emne er noget vanskelig at behandle,  idet der er fare for at henfalde til en ensidig og sneversynt betragtningsmåte, som let vil lede til overdrivelser,  og av denne grund er der kanske nogle, som vil føle sig foruroliget ved at saken tages op til drøftelse. På den  anden side er der mange av Guds barn, som er ilde berørtt ved iakttagelsen av forskjellige foreteelser av litet tiltalendne art ved vore dages kristelige virksomhet, og som derfor anser det for gavnlig, at det foreliggende emne søkes best mulig belyst av Guds ord, og egentlig skulde der ikke være grund til nogen nervøsitet, idet vi som lysets barn maa anse det som en forret at prøve alle vore veie i det guddommelige lys. Hensigten med nærværende indlæg er da ogsaa utelukkende den, at medvirke til en skriftmæssig opfatning av spørsmålet om mandens og kvindens noget forskjelligartede stilling og opgave i tjenesten for Herren, for derved at motarbeide saadanne uforstandige utslag av tjenesteiver, som i længden bare vil skade saavel Guds sak som dem der gir sig av dermed. Og i dette formaal skulde vi kunde møtes, baade mænd og kvinder i fælles interesse og fuldkommen harmoni, saasandt vi er kommet saa langt, at vi er villig til at vende denne verdens visdom ryggen, for at la os veilede av Gud i alle ting. Det gjælder om at være sund troen, saa vi underordner os under Guds ord i fuld forvisning om, at Gud er visere end menneskene, og at det er forbundet med rik velsignelse at indrette sig efter Hans bud, selv om vor fornuft ikke altid magter at utgranske og uttømme den visdom, som de indebærer.  Altsaa  «til ordet og til vitnesbyrdet !»

Først vil vi da betragte «Herrens bud». Derefter vil vi betragte skriftens begrundelse av disse bud, for saa tilslut at kaste et overblik over endel bibelske beretninger angaaende kvindernes tjeneste for Gud.

Herrens bud.

Herrens bud gaar i korthet ut paa, at kvinden skal underordne sig under manden saavel i hjemmet som i menigheten.

I hjemmet :  «I hustruer! Underordne eder under eders egne mænd som under Herren! Ti manden er hustruens hoved, likesom Kristus er menighetens hoved, Han som er Sit legemes Frelser. Men likesom menigheten underordner sig under Kristus, saaledes skal ogsaa hustruerne underordne sig under sine mænd i alle ting.» (Efes. 5, 22-24).

«Likesaa I hustruer:  Underordner eder under eders egne mænd, saa endog de som er vantro mot ordet, kan bli vundne uten ord ved sine hustruers færd, naar de ser for sine øine eders rene færd i frygt. Deres pryd skal ikke være den utvortes med haarfletning og paahængte guldsmykker eller klædebon, men hjertets skjulte menneske i den uforgjængelige prydelse med den sagtmodige og stille aand som er meget kostelig for Gud. Ti saaledes prydet og fordum de hellige kvinder sig, de som satte sit haap til Gud, og de underordnede sig under sine egne mænd, likesom Sara var Abraham lydig og kaldte ham herre; og hendes barn er I blevne, naar I gjør det gode og ikke frygter for nogen skræmsel». (1. Peter 3.1-6).

Disse skriftsteder taler et saa tydelig og letfattelig sprog, at selv et vantro menneske ikke kan undgaa at opfatte, hvad der er Guds vilje. Nogen fortolkning er derfor fuldstændig overflødig, hvorimot det nok kan ha sin værdi at betragte et litet eksempel fra det daglige liv.

Et nu avdød Herrens vitne, som blev brukt av Gud til megen velsignelse, og som var meget hengiven i tjenesten, vilde gjerne, at ogsaa husets tjenestepike skulde faa anledning til at gaa paa møte søndag formiddag, og for at opnaa dette var det nødvendig at sløife varm middagsmat om søndagen. Velmenende men uforstandige mennesker som fik høre om dette gik da til hans hustru og beklaget hende og barnene, som skulde lide dette lille savn, men hun avviste angrepet med de få ord:  «Når far har sagt det, skal det være saa». I sandhet et kongelig svar, som fortjentes at hænges op i glas og ramme i hjemmene. Hvor Guds faderhjerte maa ha jublet over at være vidne til den fuldkomne visdom, som naaden hadde utvirket i denne ypperlige kvindes hjerte. Og ingen maa tænke, at hun var kuet i sit ægteskap. Hun levet i den beste forstaaelse med sin mand, og i den personlige omgang med mennesker var hun en dygtig sjælevinder. Men hun gik ikke ut over det maal, som Guds ord anviste hende, og netop derved, at hun indtok sin rette plads, var hun med at skape den fuldkomne harmoni, som er saa uvurdelig i tjenesten for Herren.

I menigheten:  «En kvinde skal la sig lære i stilhet, med al lydighet, men jeg tillater ikke en kvinde at være lærer eller at være mandens Herre, men hun skal være i stilhet». (1. Tim. 2, 11-12).

Dette at kvinden «skal være i stillhet» har man tildels tolket derhen, at kvinden idet heletaget ikke skal aapne sin mund i menigheten, men en saadan slutning synes at komme i strid med andre vitnesbyrd i skriften. I 1. Korint. 14, 34 siges det rigtignok at «likesom i alle de helliges menigheter skal eders kvinder tie i menighetssamlingerne, ti det tillates dem ikke at tale», men i det samme brevs 11. kap. 5. vers paabyder Paulus, at kvinderne ikke| skal bede eller tale profetisk med utildækket hoved hvorav vi kan slutte, at han ikke hadde noget imot, at de bad og profeterte i forsamlingen, naar de gjorde dette med tildækket hoved.

Det har tildels ogsaa været fremholdt, at det i 1ste Korint. 14, 34 benyttede uttryk: «menighetssamling», skulde sigte til specielle lukkede møter, hvor menighetens indre anliggender blev behandlet, og hvor da kvinderne absolut skulde tie, men denne fortolkning holder neppe stik. Det synes nemlig at fremgaa av hele sammenhængen, at Paulus taler om almindelige møter, hvor evangeliet blev forkyndt og hvor naadegaverne iøvrig var i virksomhet. Saaledes fremholder han, at han i en menighetssamling heller vil tale fem ord med sin forstand end titusinde ord med tunge for derved at lære andre, (1. Kor. 14, 19), idet formålet med menighetssamlinger er, at de troende blir opbygget, og at de ukyndige og vantro, som maatte komme ind blir revset og overbevist. (1. Korint. 14, 23-33). Men der kan jo ikke være tale om et lukket møte, naar der samtidig regnes med, at ukyndige og vantro vil være tilstede.

Naar vi saaledes holder for øie «hvad der staar skrevet» og «hvad der atter staar skrevet», er det rimelig at drage slutning, at det er Gud velbehagelig, at kvinderne baade heder og vidner i menigheterne efter den naade som Gud giver, men at det er imot Guds vilje, at kvinder optrær som ledere, lærere eller prædikanter.

Begrundelsen av Herrens bud.

Det har tildels været fremholdt, at grunden til de paabud, som blev givet ved Paulus angaaende kvinderne, maa søkes i de daværende sociale forhold, som ikke var gunstige for kvinderne, og at disse bud ingenlunde passer for vor «oplyste» tid, hvor kvinden søker at frigjøre sig fra ethvert baand for at indta en plads ved siden og helst over manden paa alle livets felter. Imidlertid finder vi, at naar Paulus begrunder sine paabud, henviser han ikke til forholde, som var særegne for hans tid, men han gaar tilbake like til skapelsen og syndefaldet og finder der grundene for de paabud, som Herren gav ved ham, og det blir da indlysende, at disse bud har sin fulde gyldighet ogsaa idag, og vil staa ved magt, saa længe den nærværende husholdning varer. Ti det maa jo være klart, at skiftende sociale forholde eller forøket verdslig oplysning ikke paa nogen maate kan medføre nogen ændring i Guds love, nedlagt fra skapelsen av, eller gjøre til intet følgerne av syndefaldet.

Som allerede nævnt finder vi i skriften to grunde, hvorfor kvinderne skal underordne sig, nemlig «skapelsens orden» og «syndefaldet». Paulus skriver i 1. Tim. 2, 11-14:

«En kvinde skal la sig lære i stilhet med al lydighet,  men jeg tillater ikke en kvinde at være lærer eller at være mandens herre, men hun skal være i stilhet, ti Adam blev skapt først, derefter Eva, og Adam blev ikke daaret, men kvinden blev daaret og faldt i overtrædelse».

Skapelsens orden:  «Adam blev skapt først, derefter Eva». Manden blev skapt først, og han blev skapt i Guds billede og sat til at være herre og hersker over Guds øvrige skapning  (jorden og dens fylde). Derefter blev kvinden skapt «av manden» til at være ham «en medhjælp, som er hans like». (1. Mos. 2, 18-24).  «Derfor skal en mand ikke tildække sit hoved, efterdi han er Guds ære, men kvinden er mandens ære. Ti manden er ikke av kvinden, men kvinden av manden. Manden blev heller ikke skapt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld», (1. Kor. 11. 7-9). «Derfor er manden kvindens hoved» (1. Kor. 11, 3;  Efes. 5, 2.)

Gud har altsaa efter sin fuldkomne visdom sat manden til herre og hersker, til styrer og leder, og han har i henhold hertil git ham de sjælelige og legemlige egenskaper, som gjør ham skikket til at opfylde denne opgave. Og Gud har sat kvinden til at være manden «en medhjælp, som er hans like», og har i henhold hertil utrustet hende med de særlige egenskaper, som gjør hende skikket til at indta denne plads. Det turde være overflødig, og det vilde ogsaa føre for langt her, at søke at utrede i detaljer, hvori forskjellen mellom mandens og kvindens anlæg bestaar. Enhver tænkende mand og kvinde vil jo kunde se at kvindens plads og opgave i livet fra Guds haand er ment at skulde være en ganske anden er mandens, og at hendes personlighet ogsaa opnaar den høieste utfoldelse under ganske andre forholde end mandens. I korthet kan det siges, at mandens opgave er den utadvendte, i arbeides sved og møie for at underlægge sig og nyttiggjøre naturens kræfter og rigdomme, medens kvindens plads er bak fronten, hvor hendes opgave er at opfostre barn og stelle sit hus og paa denne maate være mandens medhjælp i kampen for tilværelsen. Og selv de kvinder som forblir ugifte finder allikevel det rikeste og mest gavnlige arbeidsfelt bak fronten som en medhjælp i husligt arbeide og i tilsynet med og omsorgen for den opvoksende slegt og de syke og svake, som trenger særlig pleie. At dette er det rigtige og gavnligste forhold for det naturlige menneske er vel de fleste enige om, fordi ogsaa selve naturen er vor læremester i denne henseende, og dersom vort naturlige instinkt ikke er blitt altfor fordærvet av den herskende tidsaand, vil vi rent uvilkaarlig føle os ilde berørt ved at se dette forhold forrykket, enten det nu er i hjemme eller i det offentlige liv.

Men det spørsmaal som synes at staa uklart for saa mange er dette: Medfører ikke frelsen en ophævelse av disse forholde?  I Kristus er der jo ikke mand eller kvinde, (Galat. 3, 28),  men der er bare tale om en ny, aandelig skapning som i opstandelsen skal frigjøres fra de jordiske kaar og iklædes et herliggjort legeme, ligt englenes, og da skal der aldrig mere bli tale om mand eller kvinde efter denne verdens vis, (Lukas 20, 34-36).

Ja dette er en velsignet sandhet, men vi maa hellerikke tape av syne den sandhet, at saa længe vi er paa jorden, er vi de jordiske kaar og naturens love underlagte, og at det er Guds vilje, at vi skal ta de tilbørlige hensyn hertil, idet vi lærer at forstaa, at ogsaa Gud i Sine forordninger for menigheten har tat saadanne hensyn. Vor Gud, Skaperen og Opretholderen av det hele univers, er jo ordenens Gud, og det er derfor rimelig, at Han har forordnet et harmonisk samspil mellem de love og kræfer, efter hvilke den nye skapning i Kristus Jesus utvikles, og de naturlove (maa ikke forveksles med «syndens lov»), som Han har nedlagt i skapningen,  og som Han har aapenbaret for os fra skapelsens begyndelse. Han har efter Sin vilje skapt mennesket som mand og kvinde og utrustet manden til at være den ledende, og saa længe vi er her tilhuse, er vi nødsaget til at respektere dette, hvis vi vil undgaa at glide ind i en skjæv og uharmonisk utvikling.

Saavel mænd som kvinder vandrer vi mot det herlige maal ved Guds naades kraft at faa vor karakter omdannet til likhet med Kristtis Jesus, og vi kan være forvisset om, at dette maal best vil naaes ved at vi utvikles paa det naturlige grundlag som Gud har lagt tilrette for os.  Kvindens karakter vil naa den største skjønhet og styrke ved at hun underordner sig under manden efter Guds vilje, og mandens karakter vil utvikles best, ved at han indtar den ledende stilling, som Gud har anvist ham baade fra naturens haand og i Sit ord. Det er ikke ydmygende for kvinden at underordne sig under manden, men det er nedværdigende og uheldig for mandens aandelige utvikling at komme under kvindestyre, enten det nu er i hjemmet eller i menigheten. Manden skal være herre, ikke for at han skal foragte og undertrykke kvinden, men for at han skal nyttiggjøre og utvikle sin naturlige evne til at styre og veilede, og for at han skal lære at vise kvinden den ære som tilkommer hende som hans like. Manden er jo ikke noget fremfor kvinden eller kvinden noget fremfor manden, «ti likesom kvinden er av manden, saa er ogsaa manden ved kvinden, og alt er av Gud». (1. Korint. 11, 12).

Syndefaldet:  «Og Adam blev ikke daaret, men kvinden blev daaret og faldt i overtrædelse».

Det var sikkert ingen tilfældighet at djævelen først gjorde kvinden til gjenstand for sit listige angrep i Edens have. Han hadde nok fundet ut, at det vilde være formaalstjenlig at angripe hende først. Ikke så, at hun i nogen henseende var mangelfuld, ti Eva var fra Guds haand fuldkommen i sit slag likesom Adam, men hun var dog det «svakere kar», som lettere lot sig «dåre» av satans list. Dermed være det ikke sagt, at Adam ikke vilde ha lat sig overliste paa samme maate, dersom slaget først var blit rettet mot ham. Det spørsmaal maa nok forbli ubesvaret. Vi kan bare holde os til den foreliggende kjendsgjerning, og den er, at kvinden først blev overlistet og faldt i overtrædelse, og at hun drog manden med sig, idet ogsaa han faldt, naar prøven kom til ham gjennem kvinden.

Den uundgaaelige følge av syndefaldet var, at synden med dens uadskillelige følgesvende, sygdom og død, lidelse og sorg tok herredømmet over mennesket, og heri ligger jo hele forbandelsen i al dens gru. Derimot forstaar vi, at de særlige forordninger, som Gud traf som følge av syndefaldet, ikke betegner ydeligere forbandelser men tvertimot indebærer store velsignelser for det faldne menneske, som derved ydes en støtte i kampen mot synden. Saaledes maa al verden indrømme, at Guds bud til Adam. «I dit ansigts sved skal du æte dit brød»,  indebærer en uundværlig velsignelse for mennesket, som hurtig blir ødelagt, naar det faar anledning til at hengi sig til leddiggang, og således vil vi ogsaa kunne indse, at Guds særlige forordninger med hensyn til kvinden indebærer nødvendige velsignelser for hende og for slegten som helhet.

Efter syndefaldet sa Gud til kvinden: «Jeg vil mangfoldiggjøre din møie og dit svangerskap: med smerte skal du føde barn, og til din mand skal din attraa være, og han skal herske over dig».

Naar vi betragter første del av dette skriftsted i forbindelse med 1. Tim. 2, 15, faar vi den forstaaelse, at derved at hustruen opfylder sin opgave som mor, gjennemgaar hun en for hende selv meget gavnlig utvikling, og det er ganske betegnende, at skriften sætter det som en av betingelserne for at en kvinde skal kunne vælges til et embede i menigheten, at hun har «opfostret barn». (1. Tim. 5, 10).

Vi ser at ægteskapet i langt høiere grad griper ind i kvindens liv end i mandens. Naar en kvinde gifter sig, lægger hendes opgave som hustru og mor beslag paa saa godtsom alle hendes evner, tid og kræfter, og hun kan ikke samtidig paa en tilfredsstillende maate ivareta en krævende tjeneste i menigheten. Derimot kan en mand fremdeles ivareta sin tjeneste i menigheten, fordi om han gifter sig, idet hjemmet ikke lægger det samme beslag paa ham som paa hustruen. Saaledes er det ogsaa i forretningslivet. En forretningsmand er klar over, at om han ansætter en kvinde i sin butik eller paa sit kontor, saa vil hun som regel opfatte sin stilling som midlertidig, indtil hun finder en mand hun kan gifte sig med, og saa forlater hun sin post for altid. En mand derimot tar sit arbeide som en livsopgave, og hans foresatte vet, at om manden skulde gifte sig, vil hans arbeidsevne og interesse bare øke med det større ansvar han har paatat sig.

At det forholder sig saa, er jo ingenlunde til forkleinelse for kvinden.  Det viser os bare, at mandens og kvindens livsopgave og virkefelt falder noget forskjellig, og at vi bør ha dette for øie i samme grad som Guds ord tilsier. Nu er det aapenbart ikke Guds vilje, at en ledende og ansvarsfuld gjerning i Hans vingaard skal opfattes som en midlertidig stilling, som kan forlates efter behag, men derimot som en livsgjerning  (Lukas 9, 62;  2. Tim. 4, 5; Kolos. 4, 17), og derfor har Gud fordnet (forordnet), at en kvinde skal være enke og mindst 60 aar for at kunne indsættes i et embede i menigheten, (1. Tim. 5, 9), hvorimot yngre kvinder skal avvises, for at de ikke skal utsættes for den fristelse, at «svike Kristus» ved at forlate sin gjerning i vingaarden, for at følge sin naturlige tilbøielighet  (1. Tim. 5, 11-12).

I anden del av det før omtalte vers i 1. Mos. 3, 16 heter det: «Til din mand skal din attraa være». Dette sikter sandsynligvis til kvindens instinktive trang til at stelle for manden og se op til ham som hendes støtte og beskytter, men samtidig har det muligens ogsaa noget at gjøre med en hos kvinden ofte utpræget lyst til direkte eller indirekte at « vikle manden om sin finger».  Hvordan det nu end forholder sig hermed, saa ser vi, at Gud efter syndefaldet fandt det for gavnlig end mere at bestyrke mandens lederstilling, idet Han sier til kvinden : «men han skal herske over dig». Dette bør vi ikke overse, naar det gjælder arbeidet i Guds vingaard, og særlig tør det være av interesse, at peke paa forbindelsen mellem Paulus’ argument: «manden blev ikke daaret, men kvinden blev daaret», og de indtrængende advarsler, som Herren gang paa gang giver sin menighet mot paa lignende maate at la sig «daare» ved satans liv bort fra den enfoldige troskap mot Kristus (2. Korinth. 11, 2-4;  Rom. 16, 17-18; Kolosens. 2, 4 og 8-10; 18-19;  Efs 5, 5;  5. Mos. 11, 16).  Det tør nok hænde, at netop kvindens naturlige anlæg, hendes sterkere følelsesliv og hendes større tilbøielighet til at handle efter instinkt mere end efter overbevisning og moden overveielse, gjør hende mindre skikket end manden til at staa i fronten som et bolværk for den rene evangeliske linje. Hendes dømmekraft blir nok lettere svakhet og besnæret ved satans kunstgrep, særlig gjennem den indflydelse, som begavede mænd ofte formaar at utøve paa hendes følelsesliv.

Nu er det nok saa, at der er mange intelligente kvinder og ikke saa faa dumme mænd, og dette forhold kan tildels forvirre mange og faa dem til at tænke, at saadanne kvinder maa være likesaavel skikket til at ta ledelsen, som nogen mand. Vi maa imidlertid huske paa, at for at optræ som forkynder, lærer eller leder i forsamlingen kræves ikke bare intelligens, men sindighet, værdighet og kraft paa grundlag av guddommelig myndighet. Saadan myndighet er imidlertid ikke tildelt kvinden, hverken fra naturens haand eller i Guds ord.

D. Nævdal, Bergen.

——————

Vi har læst ovenstaaende, dypt aandelige stykke, av br. Nævdal med stor taknemmelighet til GUD.

Det er saa velgjørende at træffe brødre med den dype respekt for HERRENS ord.

Nu vil kvinder, der føler kald til at være kommandanter i GUDS menighet, akkurat som de kvindelige kommandanter i frelsesarmeen skrike op, men det er der intet at bry sig om.  De virkelig aandelige søstre vil glæde sig over en saa nøkter’n fremstilling av det ord som lever og bliver evindelig.

Red.