Av A. B. Simpson.

(Fra Det Gode Budskap nr. 21-22 – 1925.)

Det er noget forfærdelig alvorligt varslende i den kjendsgjerning, at menigheten i Laodicæa blir omtalt ganske anderledes end alle de andre. Endogsaa Sardes blev anerkjendt som Hans menighet; men denne sidste menighet er ikke Hans, men deres. Det er Laodicæernes menighet, og Han synes at si til den, som Han i fordums dage sa til Sit eget Israel: «Se eders hus skal lates eder øde» (Matth. 23, 38). (1. Kong. 9, 7).

Du ønsket ikke, at Jeg skulde herske over dig, du kan faa din kirke, som du vil.   Navnet Laodicæa betyr at føie folket, folkeherredømmet. Den repræsenterer en folkelig kirke og en tilsvarende tidsalder. Det er en meget stor, rik og mægtig kirke, «den er rik, har overflod og fattes intet» (Aab. 3, 17). Det er en selvtilfreds kirke.

Beretningerne om dens medlemstal, indtægter og missionsselskaper er meget smigrende.

Den gjør en stor del arbeide og bruker mange penge, og den er grundig tilfreds med sin fremgang og trivsel: men ak, i Guds øine er den «elendig og jammerlig og fattig og blind og nøken» (Aab. 3, 17).

Han fremstilles som utelukket fra dens indre staaende og bankende paa døren som en fremmed. Han uttaler Sin alvorlige advarsel og fortæller om revselse og dom, som vil komme over den; Han raader den til at kjøpe av Ham det sande troens guld, den guddommelige herlighets hvite klædning og aandelig oplysnings øiensalve (Aab. 3, 18).

Men ak, den sørgeligste og alvorligste del av hele dette maleri er, at det fremstiller det sidste stadium av den synlige kristendom: kirken ved tidsalderens avslutning og ved Herrens komme.

Elskede, er det mulig, at vore fædres menighet, reformatorernes menighet, martyrernes menighet nogensinde kunde bli en saadan kirke? Ak, spør dig selv, blev ikke Pauli og Johannes’ menighet det frafaldne barn?

«Du er lunken» (Aab. 3, 16). Respektabel likegyldighet, den samme aarsak, som førte til Efesus’ forkastelse, kun forværret og tiltaget i styrke. Mangel paa hjerte, mangel paa kjærlighet, mangel paa begeistring, mangel paa selve Jesus derinde; den kirke, som har tapt opvækkelsens Aand, den kirke, som har mistet nidkjærhetens enfold, den kirke, som ser paa kristeligt liv og erfaring som føleri, sværmeri og overdrivelse, og svøpt i en staselig repektablitet og tilfreds i sin selvretfærdighet folder den sine hænder og sier: « Jeg er rik,  har overflod og fattes intet» (Aab. 3, 17), medens Jesus staar for døren, og den sidste dom er ved at falde.

Og nu vender Mesteren sig fra kirken i Laodicæa, og Hans sidste budskap er ikke til kirken, men til de enkelte inden den, som vil utskille sig og avstaa fra deres likegyldighet og bli aandelige seierherrer: «Dersom nogen hører Min røst og oplater døren, til ham vil Jeg gaa ind og holde nadver med ham og han med Mig». «Den som seirer, han vil Jeg give at sitte med Mig paa Min trone, likesom ogsaa Jeg har seiret og sitter hos Min Fader paa Hans trone» (Aab. 3, 20, 21).

Forgjættelsen er git den enkelte, ja, selv om menigheten falder fra, kan vi en for en være tro mot Gud, og allikevel vinde vor krone.

Der er to forjættelser. Vi maa først motta Ham i vort indre, og dernæst skal vi sitte med Ham paa Hans trone. Prinsen kommer nu forklædt til Os. Snart kommer Han i al Sin herlighet for at vedkjende Sig dem, der gik utenfor leiren, og stod med Ham i prøvelsens og fornedrelsens dage. O, Gud, hjælp Os at være tro med denne dag for øie.

Der er blit fortalt, at Ivan av Rusland undertiden pleide at forklæde sig og gaa ut iblandt sit folk for at lære deres sande karakter at kjende.

En dag gik han klædt som tigger fra dør til dør i Moskvas gater og bad om natteherberge, men der nægtedes ham adgang i hvert hus. Endelig banket han paa en dør, hvor han blev mottaget. Den fattige mand bød ham velkommen, bød ham en brødskorpe,  en kop med vand og en seng med straa og sa:  «Det er daarlig, men kan ikke skaffe dem noget bedre, min kone er syk, hun har netop faat en liten, og jeg maa ta mig av dem».

Tzaren la sig og sov godt. Den næste morgen tok han avsked og takket for sig.

Den fattige mand glemte det hele, indtil nogle dage efter den keiserlige ekvipage kjørte op foran hans dør og paa sin høie herres vink stanset.

Den stakkels fattige mand blev forskrækket, kastet sig ned for Tzarens føtter, spurte han: «Hvad har jeg gjort?»

Ivan løftet ham op, og idet han tok begge hans hænder sa han:  «Gjort?  Du har ikke gjort andet end givet mat og herberge til din keiser. Det var mig, som nød din beskjedne gjæstfrihet, og nu er jeg kommen for at belønne dig. Du mottok mig i fattigmands klær; men nu kommer jeg i min sande skikkelse for at belønne din kjærlighet. Din nyfødte lille skal du opkalde efter mig, og naar han er gammel nok, vil jeg opdrage ham og gi ham plads ved mit hof som embedsman»,  idet han gav ham en pung med guld, tilføitt han: «bruk dette til dig og din hustru, og hvis du nogensinde behøver noget, da glem ikke at kalde paa den fattige vandringsmand, som forleden nat sov i din hytte».

Den dag kommer, hvor vi midt i den tilkommende troens herlighet vilde gi verdener for et glimt av gjenkjendelse fra det kongelige øie. Og vi skal bli glade ved blandt himlens myriader at se Hans kjærlige smil, møte Hans gjenkjendelse og høre Ham si: «Kom hit til Mig, Min Faders velsignede, og arv det rike, som eder er beredt fra verdens grundvold blev lagt; ti Jeg var hungrig, Jeg var tørstig, Jeg var fremmed, Jeg var nøken, Jeg var syk, Jeg var i fængsel, og I gav Mig, tok Mig til eder, klædte Mig, besøkte Mig i sygdom, kom til Mig i trængsel (Matt. 25, 34). I skammet eder ikk over Mig, i Min fornedrende dragt.  Nu vil «Jeg bekjende eders navn for Min Fader og Hans engle» (Aab 3, 5).

«Hvo, som har øren, høre, hvad Aanden sier til menigheterne» (Aab. 3, 22).