Tjenesterne i menigheten.

Av D. Nævdal

(Fra Det Gode Budskap nr. 1 – 1928)

Spørsmaalet om «menighetsorden» er jo meget brændende for mange av de frie forsamlinger i denne tid, og det kan da ha sin store interesse at søke at finde ut,  hvilke retningslinjer og forordninger skriften lægger frem for os angaaende denne sak.

Det som det først og fremst gjælder om at bli klar over er dette:   Efter hvilket princip ordner Gud Sin menighet paa jord?   Jesus gir os et klart svar herpaa i  Matt. 20,  25 – 28:  «I vet, at fyrsterne hersker over sine folk, og deres stormænd bruker makt over dem.  Men saa skal det ikke være blandt eder,  men den som vil bli stor iblandt eder, han skal være eders træl, likesom Menneskesønnen ikke er kommet for at la Sig tjene, men for selv at tjene og gi Sit liv til løsepenge for mange».

Grundtonen skal altsaa være det tjenende sind, og vi indser let, at den som er mest villig og trofast til at tjene ogsaa er mest skikket til at styre. Derfor er det ogsaa indlysende, at enhver ordning, som bygger paa det menneskelige «makt-princip», ikke kan behage Gud eller fremme Hans sak.

Her bør vi være aarvaakne og sandhetskjærlige,  først og fremst overfor os selv, og dernæst overfor den aand, som vil gjøre sig gjældende i forsamlingen, ti netop paa dette omraade har satan en eiendommelig evne til at forvirre.

Vi vil alle ha orden og eenhet, men la os paase, at det blir Guds orden og ikke partivæsen.

Gud opretter Sin orden indenfra og utad ved først og fremst at bringe hjerterne i samklang med Sin vilje, og den yttre orden skal da være en norm, som skal tages i bruk av det indre liv, alt eftersom dette utvikles, forat Gudslivet derved kan naa sin fulde virkekraft i menigheten.

Guds menighet er jo en levende organisme,  skapt og opretholdt av Herren Selv, og den yttre form maa derfor være i fuld harmoni med det indre liv; hvis den skal kunne tjene som et støttepunkt og en rettesnor for dette. Det er altsaa formen som skal tilpasses efter livet, og ikke livet som skal tvinges ind i en form, som paa forskjellig vis kan hindre dets fulde utfoldelse.

I dette lys maa vi betragte de anordninger, som Herren har givet os angaaende tjenesterne i Sin menighet.

Vi finder i skriften to særlige embeder, som synes at omfatte alle de tjenester, som forekommer i menighetslivet. Disse embeder er «tilsynsembedet» og «menighetstjener-embedet».

Tilsynsembedet.

Dette embede skal betjenes av de saakaldte «ældste» (græsk: presbutoros = presbytere), ogsaa kaldt «tilsyns mænd» (græsk : episkopos=biskopper).

At disse to benævnelser betegner den samme stilling, kan vi se av følgende skriftsteder:  I Ap.Gj. 20, 17 berettes det, at Paulus sender bud efter menighetens ældste (presbytere), og i vers 28 tiltales de samme mænd som tilsynsnænd (biskopper). I brevet til Titus minder Paulus om sit paabud, at indsætte ældste (presbytere) i hver by, og i vers 7 betegnes disse igjen som tilsynsmænd (biskopper).

Betegnelsen «ældste» (presbyter) er i skriften ogsaa anvendt om det israelitiske ældsteraad (Sanhedrin), saaledes i følgende skriftsteder:

Ap. Gj. 4, v. 5, 8, 23,  videre 6, 12;  23, 14;  24, 1;  25, 15.  For den kristne menighets vedkommende forekommer betegnelse «ældste» (presbyter) følgende steder:

Ap.Gj. 11, 30  –  14, 23  –   15, 2. 4. 6. 22. 23.  –  16, 4  –  20, 17  –  21, 18.
1. Tim. 5, 17, 19  –  Titus 1, 5  –  Jakob 5, 14  –  2. Johs. 1.  –  3. Johs. 1.

Betegnelsen «tilsynsmand» (biskop) er anvendt i følgende skriftsteder vedrørende menigheten:

Ap Gj. 20, 28;  1. Tim. 3, 1 og 2;  Titus 1, 7;  Filipens. 1, 1.

Særlig bemerkelsesværdig er Ap. Gj.  20, 28 og Filipens. 1, 1,  fordi samtlige ældste her kaldes biskopper. Dette maa kunne tages som et bevis for, at den høikirkelige anvendelse av betegnelsen «biskop» paa en eller nogen faa topfigurer er uskriftsmæssig.

Betegnelsen «tilsynsmand» (biskop) er iøvrig ogsaa anvendt i 1. Peter 2, 25 paa vor Herre Jesus.

I vor nye, norske bibeloversættelse er der paa tre steder anvendt betegnelsen «forstander», men paa grundsproget forekommer der ikke noget særskildt ord for denne betegnelse, som saaledes kun er et norskt uttryk for betegnelsen «tilsynsmand».

De tre steder er følgende:

I norsk oversettelse:           Efter grunnsproget:
Rom.12,8….den som er forstander være det med iver. Den som styrer gjøre det med iver.
1. Tim. 5, 17: De ældste som er gode forstandere. De ældste som styrer godt.
1. Tess. 5, 12: Eders forstandere i Herren. De som er over eder i Herren.

 De ældstes (tilsynsmændenes) opgave.

Apostelen Peter formaner de ældste i 1. Peter 5, 2 – 4  med følgende ord:

«Vogt den Guds hjord som er hos eder og ha tilsyn med den, ikke av tvang, men frivillig, ikke for ussel vindings skyld, men av villigt hjerte, heller ikke som de der vil herske over menigheterne, men saaledes at I blir mønstre for hjorden, og naar overhyrden aapenbares, skal I faa ærens uvisnelige krans».

Her er i en sum de ældstes opgave angit og tillike den aand i hvilken den maa utføres for at tækkes Gud.  Av særlige tjenester, som er indbefattet i dette at vogte hjorden kan nævnes:

Oplæring i ordet og formaning: 1. Tim. 3, 2  og  5, 17 , Titus 1, 9.
Vagthold mot falske lærdomme: Ap. Gj. 20, 30 – 31.
Styre og lede : Rom. 12, 8; 1. Tim. 5, 17. 1. Tim. 3,  4 – 5.
Tilsyn med de syke : Jakob 5, 14.
Tilsyn med de skrøpelige og fattige: Ap.Gj. 20, 35  og  11, 29 – 30.
Gjæstfrihet : 1. Tim. 3, 2.
Haandspaalæggelse : 1. Tim. 4, 14.

De ældstes (tilsynsmændenes) myndighet.

Da de ældstes opgaver omfatter saagodtsom enhver mere fremtrædende tjeneste inden menigheten, er det ogsaa rimelig, at de ældste utgjør menighetens høieste raad.

Apostelen Peter og Johannes regner sig selv til de ældste (1. Peter 5, 1.  2. Johs. 1.1 og 3. Johs. 1),  og vi ser, at apostlerne sammen med de øvrige ældste i Jerusalem fattet avgjørende beslutninger angaaende læren.
(Ap. Gj. 15, 2;  Ap. Gj. 15; 22 – 23 og Ap. Gj. 16, 4.)

Apostelen Paulus avla beretning for de ældste i Jerusalem angaaende sit arbeide (Ap. Gj. 21. 18 – 19), og  Paulus overleverte til de ældste den medbragte pengegave til de fattige i menigheten i Jerusalem. (Ap.Gj. 11, 29 – 30).

Valg og indsættelse av ældste (tilsynsmænd).

Eftersom det, at  (være) ældste, er et overordentlig ansvarsfuldt hverv, er det ogsaa rimelig, at valget ikke skal foregaa paa menneskelig vis ved almindelig stemmegivning. Majoriteten i de fleste forsamlinger bestaar jo av aandelige «børn», hvortil kommer de «uegte børn», og saadannes stemmegivning vil neppe føre til et heldig resultat.

Paulus fremholder for de ældste i Efesus, at de var indsat i tjenesten ved Guds Aand, (Ap. Gj. 20, 28), og at valget saaledes var gjort av Gud. Samtidig ser vi, at Paulus og Barnabas valgte ældste i hver menighet i Lystra, Ikonium og Antiokia (Ap. Gj. 14, 21-23), og at Paulus paabød Titus at indsætte ældste i hver by paa Kreta, (Titus 1, 5).

Naar vi saa sammenholder dette med de forskrifter som Paulus gav til Timoteus og Titus angaaende valg av ældste, (1. Tim. 2, 2 – 25  og  3, 2 – 7 og  5, 9 – 15, samt Titus 1, 5 – 9), er det rimelig at drage den slutning, at valg og indsættelse blev ledet av en ordets forkynder, som i samraad med lokalkjendte mænd utvalgte saadanne mænd, som aapenbart var utrustet av Gud til at overta en særlig tjeneste i forsamlingen, (1.Kor.12, 28; Efes. 4, 11 – 12).  Det maatte være mænd, som hadde godt vidnesbyrd, som var prøvet, og som iøvrig opfyldte de fastsatte betingelser.

At lede et saadant valg er jo meget ansvarsfuldt og kræver megen aandelig indsigt og bedømmelsesevne, og vi forstaar derfor godt Paulus’ formaning:  «Vær ikke snar til at lægge hænderne paa nogen», (1.Tim. 5, 22).

Av Ap.Gj. 14, 23  ser vi, at indsættelsen blev foretat under bønn og faste.

De ældstes (tilsynsmændenes) stilling med hensyn til timelig erhverv.

Ap. Gj. 20, 33 – 35 ser vi, at de ældste i Efesus passet sin jordiske gjerning.  Paulus sier til dem:

«I vet selv, at hvad jeg selv trængte, og de som var med mig, det har disse hænder arbeidet for, I alle dele viste jeg eder, at saaledes bør vi ved strævsomt arbeide tage os av de skrøpelige og komme den Herre Jesu ord ihu, som Han Selv har sagt: Det er saligere at give end at tage».

Dette gjælder de ældste tillikemed forsamlingen i sin almindelighet, men den naturlige utvikling er da, at enkelte blir utrustet og drevet ut av Gud til at hengi sig helt til at «arbeide i ord og tale», og saadanne skal da understøttes av menigheten. (1. Tim. 5, 17 – 18). Dette stemmer ogsaa med Paulus’ uttalelse om at Herren har forordnet, at de som forkynder evangeliet skal leve av evangeliet. (1. Kor. 9, 13 – 14).

Menighetstjener-embedet.

Menighetstjeneren (græsk: diakonos = diakon)  utfører en mere underordnet hjælpe-tjeneste i menigheten, men eftersom enhver tjeneste for Herren er meget betydningsfuld for menighetslivet, ser vi, at der ogsaa her er sat meget strenge betingelser for valg.

Denne tjeneste er omtalt følgende steder: 1. Tim. 3, 10, 12 – 13.  Rom. 16. 1  og  Filip. 1,1.

Tjenester for alle.

Nu maa ingen tænke, at den som ikke er indsat enten som ældste eller menighetstjener derfor er utenfor tjenesten. Ethvert Guds barn, ung eller gammel, mand eller kvinde, er kaldt til at tjene den Herre Jesus med de naadegaver, aandelige eller timelige, som enhver har mottat av Gud.

Rom. 12;  Jak. 1, 27. 1.Peter 4, 8 – 11.  Rom. 15, 1 – 7; Jak. 2, 14 – 26;  2. Johs. 8;  1.Kor. 12;  3. Johs. 5 – 7; 1. Kor. 14. 12, 26.

Særlig bør vi lægge vinn paa «at vi ikke tænker høiere end vi bør tænke, men at vi tænker sindig», saa vi  med et taknemmelig hjerte «gjerne holder os til det lave og  ikke attraar det høie»,  idet vi kommer ihu, at det ikke er tjenestens art, som gir os værd for Gud, men den troskap hvormed vi utfører vort arbeide. Enhver av os vil gjøre mest nytte og naa den høieste utvikling ved at forbli paa det omraade, som Herren har tildelt den enkelte.

Slutbemerkning.

Guds menighet, «det kongelige presteskap», er saaledes et brodersamfund, (Mat. 23, 8), hvor enhver har den opgave at tjene. «Enhver av os være sin næste til behag, til hans gavn, til opbyggelse», (Rom. 15, 2).

Skriften gir slet ikke støtte for det kastevæsen, som florerer saa rikt inden mange kirkesamfund. Det er ikke Guds tanke, at der paa den ene side skal være en herskende overklasse av prester eller prædikanter og paa den anden side et uvidende, fortrykt og uvirksomt lægfolk.

Vi forstaar ogsaa, hvor uheldig det er, at unge, uerfarne mænd, som knapt har lært at tjene til sit eget ophold, langt mindre at betjene andre, sættes i fremtrædende stillinger i forsamlingen, kun fordi de har studeret en kortere eller længere tid ved et universitet eller en bibelskole. Theoretisk kundskap er god og nyttig og nødvendig, men den har en ulyksalig evne til at opblæse, og naar den kommer utenfor studieværelset, vil den let gjøre mere skade end gavn, dersom den ikke er avbalanceret av et rikt maal av ydmykhet og kjærlighet. Denne balance faaes imidlertid i livets skole under Herrens optugtelse. Derfor har Gud forordnet,  at Hans menighet skal styres ved arbeidsomme, erfarne, sindige og prøvede mænd,  som Han Selv utruster og opfostrer. Saadanne mænd, som har lært at sige med David:  «Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, forat jeg kunde lære dine forskrifter».
Salme119, 71.

Det er værd at lægge merke til, hvordan Paulus paa en særlig maate anbefaler saadanne, som hadde utvist tjenersind, offervillighet og troskap. (1. Kor. 16. 15 – 16; Filip. 2. 19 – 30;  Rom. 16, 3 – 5).

Derimot ser vi intetsteds at skriften fremhæver nogen, blot fordi talegaverne var iorden,  «ti Guds rike bestaar ikke i ord men i kraft». (1. Kor. 4, 20).

Bergen, 3. november 1927.
D. Nævdal.